@visen
Anholdt uden grund
By: Martin Ørskov Møller
Det hele gik godt. Jeg levede et fantastisk liv. Det startede med at jeg John Thomsen som levede i det sydlige Danmark, langt nede og meget tæt på grænsen boede jeg i byen Tønder, hvor folk normalt ikke tager specielt meget til Tyskland, men jeg havde en dag valgt at gøre det, og det var ikke det bedste tidspunkt at gøre det, og nu kommer historien om hvor uheldig jeg var.
Det var den 12. juni 1993 for i dag omkring 23 år siden. Jeg husker det hele som var det i går. Jeg havde lige sat mig i min bil, hvor jeg havde tømt alt og gjort det hele rent, for jeg skulle til Tyskland og handle mad til hele familien. Jeg havde besluttet selv at køre der ned fordi mine børn kun var omkring 3 år, så de ville sikkert larme meget.
Jeg kørte først ved 18 tiden, eftersom at det kun tog lidt under en halv time at køre der hen. Da jeg så var der nede skulle jeg til at gå hen og hente en indkøbsvogn, men idet jeg kiggede hen mod vognen så jeg en mand ligge ned. Jeg skyndte mig så derhen, og kort efter så jeg en kniv med meget blod på som lagde lige ved siden af. Idet jeg skulle til at tjekke hans puls, hørte jeg en stemme bag mig som sagde: ”Gider du lige følge med på stationen?”. Jeg blev meget bange, og blev nød til at følge med. Da jeg kom hen til stationen sagde jeg selvfølgelig at det ikke var mig der havde dræbt manden, men de troede ikke på mig.
Kort efter skulle jeg forhøres, og de spurgte til at starte med hvorfor jeg var på optagelserne da manden døde. Så svarede jeg at jeg kunne se en mand ligge ned, hvorefter jeg gik hen og så om der var sket noget. De svarede igen at de ikke troede på mig. De sagde at de havde flere beviser på at jeg havde dræbt manden, hvorefter de viste mig en dna-prøve på kniven, hvor de kunne se at det passede sammen med mit. Jeg svarede at jeg havde rørt kniven for at tjekke om det faktisk var blod der var på. De troede stadig ikke på mig. Så tog de min telefon og pung, og tjekkede om jeg havde andet vigtigt på mig. Derefter smed de mig i en celle.
Jeg sad dag ind og dag ud, og plagede hele tiden om at komme ud. Min kone og børn besøgte mig hver måned, og troede også at jeg ikke havde gjort noget. Men hvad kunne man gøre. Ingen troede på mig undtagen min kone. Jeg sagde hver eneste dag at jeg havde rettighed til at være fri for jeg havde ikke gjort noget.
23 år efter kom politidirektøren og sagde at gerningsmanden selv havde indrømmet at det var ham der slog manden ihjel. Jeg kom ud af fængslet og nåede lige at se mine børn blive gift, hvorefter jeg nu lever meget bedre.
